Projekt FoodNet er i gang!

I december sidste år fik 16 danske økologiske fødevarefællesskaber tilsagn om projektstøtte fra Fonden for Økologisk Landbrug til projektet FoodNet.

Som tidligere beskrevet har projektet til formål at udvikle et fælles open source medlemssystem, som alle eksisterende og kommende fødevarefællesskaberne let kan bruge, videreudvikle og samarbejde omkring til fælles fordel.

Et sådant medlemssystem vil:

  1. mindske de administrative drifts- og arbejdsomkostninger i de enkelte fødevarefællesskaber betragteligt.
  2. øge afsætningen af lokale økologiske fødevarer via online bestilling og betaling.
  3. lette opstarten af flere økologiske fødevarefællesskaber rundt om i landet.
  4. skabe en open source platform, der på sigt kan tilpasses til brug af en lang række andre lokale medlemsdrevne projekter, så som byhaver, byttemarkeder, makerspaces, værktøjsbiblioteker med meget mere.

Målet med projektet er ikke alene at udvikle et medlemssystem, men også at opbygge et levende og engageret fællesskab af udviklere og programmører, der vil videreføre udviklingen af systemet efter afslutningen af projekt FoodNet.
Du kan læse hele projektansøgningen her.

Siden december har fødevarefællesskaberne nedsat en styregruppe (se medlemmerne af styregruppen her), som har haft ansvaret for at ansætte en intern projektleder til at koordinere mellem fødevarefællesskaberne, samt at udvælge et softwareudviklingsfirma, der kan stå for selve udviklingsprocessen.

Styregruppen har valgt at ansætte Andreas Lloyd uden at slå stillingen op.

andreas-portraitAndreas Lloyd er selvstændig konsulent, og har flere års erfaring med brugerinddragelse og IT-projektledelse. Han har lavet feltarbejde blandt open source software-programmører og har en god forståelse for de kulturelle og tekniske udfordringer, der knytter sig til dette felt. Andreas har været med til at formulere ansøgningen til Fonden for Økologisk Landbrug og har i kraft af sit engagement i Københavns Fødevarefællesskab en god viden og forståelse for de IT-mæssige udfordringer, som fødevarefællesskaberne står med.

Derudover har styregruppen valgt at indgå kontrakt med udviklingsfirmaet Socialsquare, der kommer til at stå for selve udviklingen af medlemssystemet.

Socialsquare er et udviklings- og konsulenthus, der har specialiseret sig i åbne, agile udviklingsmetoder samt brugerinddragelse, open source, community skabelse og digital kompetence- og organisationsudvikling.

Pt. er projektet i gang med at etablere sig selv som open source projekt. Dette sker ved en opstartsworkshop for alle interesserede udviklere lørdag d. 11. april kl. 14. Du kan tilmelde dig her.

Hvis du har lyst til at involvere dig i projektet, eller hvis du har spørgsmål så kontakt Andreas på foodnet@kbhff.dk

Projektets aktiviteter vil blive koordineret på projektets wiki-side, og Andreas vil løbende skrive opdateringer om projektets forløb og resultater på her på døff.dk, samt på kbhff.dk og i fødevarefællesskabernes Facebook-gruppe.
Vi glæder os til at tage hul på projektet!

bedste hilsener,
Styregruppen i projekt FoodNet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *